The morning passes and noon comes, and yet there is no move of their gods in pity to Baal’s priests, the deluded worshipers of idols. No voice answers their frantic cries. The priests are continually devising how, by deception, they can kindle a fire upon the altars and give the glory to Baal. But the firm eye of Elijah watches every motion. Eight hundred voices become hoarse. Their garments are covered with blood, and yet their frantic excitement does not abate. Their pleadings are mingled with cursings to their sun-god that he does not send fire for their altars. Elijah stands by, watching with eagle eye lest any deception should be practiced; for he knows that if, by any device, they could kindle their altar fire, he would be torn in pieces upon the spot. He wishes to show the people the folly of their doubting and halting between two opinions when they have the wonderful works of God’s majestic power in their behalf and innumerable evidences of His infinite mercies and loving-kindness toward them. {3T 282.1}

Formiddagen gik og det blev middag og alligevel rørte deres guder ikke på sig i medynk for deres præster, de bedragede afgudsdyrkere. Ingen stemme besvarer deres fanatiske råb. Præsterne er hele tiden bedragede, for hvordan kan de optænde en ild ved altrene og give Baal ære. Men Elias faste øjne lægger mærke til enhver bevægelse. Otte hundrede stemmer blev hæse. Deres klæder er dækkede med blod og alligevel formindskes deres fanatiske spændinger ikke. Deres bønner er blandet med forbandelser til deres solgud idet han ikke sende ild til deres altre. Elias står lige ved og våger med falkeblik så der ikke bliver snydt; for han ved at de ved snyd kan optænde deres alterild og så vil han rives i småstykker på stedet. Han ønsker at vise folket tåbeligheden i deres tvivl og halten mellem to anskuelser, skønt de har set Guds majestæts underfulde gerninger og utallige beviser for hans ubegrænsede nåde og elskende venlighed imod dem.