“And it came to pass at noon, that Elijah mocked them, and said, Cry aloud: for he is a god; either he is talking, or he is pursuing, or he is in a journey, or peradventure he sleepeth, and must be awaked. And they cried aloud, and cut themselves after their manner with knives and lancets, till the blood gushed out upon them. And it came to pass, when midday was past, and they prophesied until the time of the offering of the evening sacrifice, that there was neither voice, nor any to answer, nor any that regarded.” {3T 282.2}

»Men da det var blevet middag, hånede Elias dem og sagde: »I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i søvn og må først vågne!« Da råbte de højt og som de havde for skik, sårede de deres legemer med sværd og spyd, til blodet flød ned ad dem. Og da det var over middag, begyndte de at rase og det varede lige til hen imod afgrødeofferets tid, men ikke en lyd hørtes, ingen svarede og ingen agtede derpå.«