|
Moses did not feel the guilt of sin and did not hasten away at the word of the Lord and leave the congregation to perish, as the Hebrews had fled from the tents of Korah, Dathan, and Abiram the day before. Moses lingered; for he could not consent to give up all that vast multitude to perish, although he knew that they deserved the vengeance of God for their persistent rebellion. He prostrated himself before God because the people felt no necessity for humiliation; he mediated for them because they felt no need of interceding in their own behalf. {3T 357.4} | |
| Vidnesbyrd for menigheden bind 3 kapitel 31. 357. Fra side 357 i den engelske udgave. | tilbage |
Moses havde ikke skyldfølelse for synd og hastede ikke af sted på Herrens ord og lod menigheden gå fortabt, som hebræerne var flygtet fra Koras, Datans og Abirams telte dagen før. Moses blev stående; thi han kunne ikke indvilge i at lade hele den umådelige skare gå fortabt, selv om han vidste at de fortjente Guds hævn på grund af deres hårdnakkede genstridighed. Han kastede sig i støvet for Gud, fordi (358) folket ikke følte nødvendigheden for ydmygelse; han mæglede for dem fordi de ikke følte noget behov for forbøn til deres eget bedste. |