Den trofaste Abraham
(368) Min tanke går tilbage til den trofaste Abraham, som i lydighed mod den guddommelige befaling, der blev givet ham i et syn om natten i Be'ersjeba, foretager sin rejse med Isak ved sin side. Foran sig ser han det bjerg, Gud havde sagt, at han ville vise ham som det sted, hvor han skulle ofre. Han tager brændet af sin tjeners skulder og lægger det på Isak, som er den, der skal ofres. Han omgjorder sin sjæl med fasthed og kvalfyldt strenghed, rede til at fuldbyrde den gerning, Gud kræver af ham. Med sønderknust hjerte og lammet hånd tager han ilden, medens Isak spørger: »Fader! her er ilden og brændet; men hvor er ofret?« Men ak, Abraham kan ikke meddele ham det nu! Fader og søn bygger alteret og det frygtelige øjeblik kommer, da Abraham må åbenbare for Isak, hvad der har voldt ham sjælekval under hele den lange rejse; at Isak selv er offeret. Isak er ikke en lille dreng; han er en fuldvoksen ung mand. Han kunne have nægtet at bøje sig for faderens plan, om han havde villet. Han beskylder ikke sin fader for vanvid, søger ikke engang at ændre hans forsæt. Han bøjer sig. Han tror på sin faders kærlighed, tror på, at han ikke ville foretage denne frygtelige opofrelse af sin eneste søn, dersom ikke Gud havde befalet ham at gøre det. Isak bindes af sin medfølende faders skælvende, kærlige hænder, fordi Gud har sagt det. Sønnen finder sig i opofrelsen, fordi han tror på sin faders retskaffenhed. Men da alt er rede, da faderens tro og sønnens underkastelse til fulde er prøvet, standser Guds engel Abrahams løftede hånd, da han står i begreb med at dræbe sin søn og meddeler ham, at det er nok. »Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din søn, din eneste, for mig!« |