The moral darkness of a ruined world pleads to Christian men and women to put forth individual effort, to give of their means and of their influence, that they may be assimilated to the image of Him who, though He possessed infinite riches, yet for our sakes became poor. The Spirit of God cannot abide with those to whom He has sent the message of His truth but who need to be urged before they can have any sense of their duty to be co-workers with Christ. The apostle enforces the duty of giving from higher grounds than merely human sympathy because the feelings are moved. He enforces the principle that we should labor unselfishly with an eye single to the glory of God. {3T 391.3}

Det moralske mørke i en ruineret verden udgør et opråb til kristne mænd og kvinder om at gøre personlige bestræbelser, om at yde af deres midler og deres indflydelse, for at de må blive ligedannet med hans billede, som trods besiddelsen af uendelige rigdomme blev fattig for vor skyld. Guds Ånd kan ikke forblive hos dem, til hvem han har sendt sit sandhedsbudskab, men som alligevel må nødes, inden de får noget begreb om deres forpligtelse til at være Kristi medarbejdere. Apostelen håndhæver pligten til at give ud fra højere bevæggrunde end blot menneskelig sympati, der fremkaldes ved påvirkning af følelserne. Han håndhæver det princip, at vi bør arbejde uegennyttigt alene med Guds ære for øje.