When we consider the infinite sacrifice made for the salvation of men we are lost in amazement. When selfishness clamors for the victory in the hearts of men, and they are tempted to withhold their due proportion in any good work, they should strengthen their principles of right by the thought that He who was rich in heaven’s priceless treasure turned away from it all and became poor. He had not where to lay His head. And all this sacrifice was in our behalf, that we might have eternal riches. {3T 402.2}

Når vi betænker den uendelige opofrelse, der blev gjort for menneskenes frelse, føler vi os slået af forbavselse. Når egenkærligheden gør krav på at sejre i menneskenes hjerter og de fristes til at tilbageholde deres skyldige del i gode gerninger, bør de styrke deres retfærdighedsprincipper ved tanken om, at han, som var rig på himmelens uvurderlige skatte, vendte sig bort fra det alt sammen og blev fattig. Han havde ikke det, hvortil han kunne hælde sit hoved. Og al denne opofrelse blev gjort for vor skyld, for at vi kunne opnå evig rigdom.