The church of Christ is in constant peril. Satan is seeking to destroy the people of God, and one man’s mind, one man’s judgment, is not sufficient to be trusted. Christ would have His followers brought together in church capacity, observing order, having rules and discipline, and all subject one to another, esteeming others better than themselves. Union and confidence are essential to the prosperity of the church. If each member of the church feels at liberty to move independently of the others, taking his own peculiar course, how can the church be in any safety in the hour of danger and peril? The prosperity and very existence of a church depend upon the prompt, united action and mutual confidence of its members. When, at a critical time, one sounds the alarm of danger, there is need of prompt and active work, without stopping to question and canvass the whole subject from end to end, thus letting the enemy gain every advantage by delay, when united action might save many souls from perdition. {3T 445.2}

Kristi menighed er i konstant fare. Satan forsøger at ødelægge Guds folk og et menneskesind, et menneskes dømmekraft, er ikke tilstrækkeligt at have tillid til. Kristus vil have at hans efterfølgere bringes sammen i menighedsfællesskabet og overholder en orden, har regler og disciplin og alle underkaster sig andre, værdsætter andre bedre end de værdsætter sig selv. Enighed og gensidig tillid er absolut nødvendig for menighedens trivsel. Hvis hvert menighedsmedlem føler sig fri til at handle uafhængig af andre, går han egen særlige kurs, hvordan kan menigheden så være i sikkerhed i den farlige tid? En menigheds trivsel og eksistens er afhængig af de hurtige enstemmige handlinger og gensidige tillid til dens medlemmer. Når faresignalet lyder i krisen, er der brug for hurtigt og aktivt arbejde, uden at stoppe for at spørge og drøfte hele emnet fra den ene ende til den anden og således lade fjenden vinde adgang ved udsættelse, skønt en enstemmig handling kunne have reddet mange sjæle fra fortabelse.