Satan deals with men more guardedly than he dealt with Christ in the wilderness of temptation, for he is admonished that he there lost his case. He is a conquered foe. He does not come to man directly and demand homage by outward worship. He simply asks men to place their affections upon the good things of this world. If he succeeds in engaging the mind and affections, the heavenly attractions are eclipsed. All he wants of man is for him to fall under the deceitful power of his temptations, to love the world, to love rank and position, to love money, and to place his affections upon earthly treasures. If he secures this, he gains all that he asked of Christ. {3T 480.1}

Satan går mere forsigtigt til værks med menneskene, end han gjorde med Kristus under fristelsen i ørkenen, for han bliver påmindet om, at han tabte sin sag der. Han er en besejret fjende. Han kommer ikke direkte til menneskene og kræver hyldest ved udvortes tilbedelse. Han opfordrer kun menneskene til at sætte deres hu til denne verdens goder. Hvis det lykkes ham at lægge beslag på sind og tanker, fordunkles det tiltrækkende ved det himmelske. Alt, hvad han ønsker af menneskene, er, at de må falde for hans fristelsers forførende magt, at de skal elske verden, elske rang og stilling, elske penge og sætte deres hu til jordiske skatte. Opnår han dette, vinder han alt, hvad han forlangte af Kristus.