Men labor at great cost to secure the treasures of this life. They suffer toil and endure hardships and privations to gain some worldly advantage. Why should the sinner be less willing to endure, to suffer, and to sacrifice in order to secure an imperishable treasure, a life that runs parallel with the life of God, a crown of immortal glory that fadeth not away? The infinite treasures of heaven, the inheritance which passes all estimate in value, which is an eternal weight of glory, must be obtained by us at any cost. We should not murmur at self-denial, for the Lord of life and glory endured it before us. Suffering and deprivation we should not avoid, for the Majesty of heaven accepted these in behalf of sinners. Sacrifice of ease and convenience should not cause one thought of repining, because the world’s Redeemer accepted all these in our behalf. Making the largest estimate of all our self-denials, privations, and sacrifices, it costs us far less in every respect than it did the Prince of life. Any sacrifice that we may make sinks into insignificance when compared with that which Christ made in our behalf. {3T 481.2}

Menneskene arbejder med stor bekostning for at sikre sig skatte her i livet. De tåler møje og udholder genvordigheder og savn for at opnå en eller anden timelig fordel. Hvorfor skulle synderen være mindre villig til at holde ud, lide og opofre sig for at sikre sig en uforgængelig skat, et liv, der løber jævnsides med Guds liv og en udødelig herligheds krans, der aldrig visner? Himmelens uendelige skatte, den arv, som i værdi overstiger enhver beregning og består i en evig vægt af herlighed denne skat må vi opnå for enhver pris. Vi bør ikke klage over selvfornægtelse, for livets og herlighedens herre udholdt den før os. Lidelse og savn bør vi ikke unddrage os; for himmelens majestæt påtog sig disse til bedste for syndere. Opofrelse af magelighed og bekvemmelighed bør ikke fremkalde en eneste utilfreds tanke; for verdens Genløser påtog sig alt dette i vor interesse. Selv om vi tillægger alle vore selvfornægtelser, (482) savn og opofrelser den største vægt, koster de os i enhver henseende langt mindre, end de kostede livets fyrste. Ethvert offer, vi kan bringe, svinder ind til en ubetydelighed i sammenligning med det offer, Kristus bragte til gavn for os. Vejl f menigh bd. 1 side 335-338]