Some time ago I was shown the case of J. Her errors and wrongs were faithfully portrayed before her; but in the last view given me I saw that the wrongs still existed, that she was cold and unsympathizing with her husband’s children. Correction and reproof are not given by her for grave offenses merely, but for trivial matters that should be passed by unnoticed. Constant faultfinding is wrong, and the Spirit of Christ cannot abide in the heart where it exists. She is disposed to pass over the good in her children without a word of approval, but is ever ready to bear down with censure if any wrong is seen. This ever discourages children and leads to habits of heedlessness. It stirs up the evil in the heart and causes it to cast up mire and dirt. In children who are habitually censured there will be a spirit of “I don’t care,” and evil passions will frequently be manifested regardless of consequences. {3T 531.2}

For nogen tid siden fik jeg vist bror J's sag. Hendes fejl blev skildret nøjagtigt for hende; men i det sidste syn jeg fik så jeg at fejlene stadig var der og at hun stadig var kold og ufølsom sammen med hendes mands børn. Hun giver ikke blot alvorlige irettesættelser for alvorlige fornærmelser, men også for almindelige ting der burde gå ubemærket hen. En konstant uvenlig kritik er forkert og Kristi (532) Ånd kan ikke forblive i hjertet hvor den ellers skulle være. Hun er tilbøjelig til at forbigå det gode i hendes børn og ikke give et bifaldende ord, men er hurtig til at slå ned med kritik hvis der ses en fejl. Dette gør børnene modløse og får dem til at være ubetænksomme. Det oprører det onde i hjertet og får rørt snavset og dyndet op. Der vil komme en ligegyldighed hos børn som jævnligt kritiseres og onde lidenskaber vil ofte vises uanset konsekvenserne.