The Majesty of heaven pleased not Himself. Whatever He did was in reference to the salvation of man. Selfishness in all its forms stood rebuked in His presence. He assumed our nature that He might suffer in our stead, making His soul an offering for sin. He was stricken of God and afflicted to save man from the blow which he deserved because of the transgression of God’s law. By the light shining from the cross, Christ proposed to draw all men unto Him. His human heart yearned over the race. His arms were opened to receive them, and He invited all to come to Him. His life on earth was one continued act of self-denial and condescension. {4T 418.3}


Vidnesbyrd for menigheden bind 4 kapitel 38. 418.     Fra side 418 i den engelske udgave.tilbage

Vort college

Himmelens majestæt behagede ikke sig selv. Hvad han end gjorde, var det med henblik på menneskers frelse. Selviskhed i alle sine former var til skamme over for ham. Han påtog sig vor natur, så han kunne lide i vort sted, gøre sin sjæl til offer for synd. Han blev slået af Gud og led pinsler for at redde mennesker fra det slag, som de fortjente på grund af overtrædelse af Guds lov. Med lyset skinnene fra korset, havde Kristus i sinde at drage alle mennesker til sig. Hans menneskehjerte længes inderligt over slægten. Hans arme åbnedes op for at tage imod dem og han indbød alle til at komme til sig. Hans liv på jorden var en uafbrudt selvfornægtelses- og nedladenheds-handling.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.