There must be a decided change in the ministry. A more critical examination is necessary in respect to the qualifications of a minister. Moses was directed of God to obtain an experience in care-taking, in thoughtfulness, in tender solicitude for his flock, that he might, as a faithful shepherd, be ready when God should call him to take charge of His people. A similar experience is essential for those who engage in the great work of preaching the truth. In order to lead souls to the life-giving fountain, the preacher must first drink at the fountain himself. He must see the infinite sacrifice made by the Son of God to save fallen men, and his own soul must be imbued with the spirit of undying love. If God appoints us hard labor to perform, we must do it without a murmur. If the path is difficult and dangerous, it is God’s plan to have us follow in meekness and cry unto Him for strength. A lesson is to be learned from the experience of some of our ministers who have known nothing comparatively of difficulties and trials, yet ever look upon themselves as martyrs. They have yet to learn to accept with thankfulness the way of God’s choosing, remembering the Author of our salvation. The work of the minister should be pursued with an earnestness, energy, and zeal as much greater than that put forth in business transactions as the labor is more sacred and the result more momentous. Each day’s work should tell in the eternal records as “well done;” so that if no other day should be granted in which to labor, the work would be thoroughly finished. Our ministers, young men especially, should realize the preparation necessary to fit them for their solemn work and to prepare them for the society of pure angels. In order to be at home in heaven, we must have heaven enshrined in our hearts here. If this is not the case with us, it were better that we had no part in the work of God. {4T 442.1}

(442) Der må ske en afgjort ændring i præstetjenesten. En mere kritisk undersøgelse om en prædikants kvalifikationer er nødvendig. Moses blev anvist af Gud til at få erfaring i ansvar for, vise hensyn til, i blid omsorg for hjorten, så han, som en trofast hyrde, kunne være rede når Gud kalde ham til at tage sig af hans folk. En lignende erfaring er nødvendig for dem, som går ind i det store sandhedsforkyndelsesarbejde. For at kunne lede sjæle til den livgivende kilde, må forkynderen først selv drikke af kilden. Han må se det uendelige offer Guds Søn gjorde for at frelse faldne mennesker og hans egen sjæl må omhylles med en udødelig kærlighed. Hvis Gud anviser os et hårdt arbejde, må vi gøre det uden at knurre. Hvis stien er vanskelig og farlig, er det Guds plan vi skal følge efter i ydmyghed og råbe til ham efter styrke. Nogle af vore prædikanter, som kendte til forholdsvis få vanskeligheder og prøvelser og alligevel anser de sig selv for at være martyrer, må lære en lektie. De skal med taknemmelighed lære at acceptere Guds måde at vælge på. De må huske på vor frelses Ophav. Prædikantens arbejde bør gøres med alvor, energi og iver, meget mere end ved forretninger, da arbejdet er helligt og resultatet er skæbnesvangert. Hver dags arbejde bør tælle i de evige optegnelser som »vel du gode og tro tjener« og hvis det var som om, der ikke er flere dage at arbejde i, så ville arbejdet afsluttes fuldstændigt. Vore prædikanter, unge mænd især, bør indse at de skal forberede sig på deres højtidelige arbejde og berede sig på rene engles selskab. For at komme hjem til himmelen, må vi have himmelen i vore hjerter her. Hvis dette ikke er tilfældet, var det bedre at vi ikke havde del i Guds arbejde.