There are some in the church who need to cling to the pillars of our faith, to settle down and find rock bottom, instead of drifting on the surface of excitement and moving from impulse. There are spiritual dyspeptics in the church. They are self-made invalids; their spiritual debility is the result of their own wavering course. They are tossed about here and there by the changing winds of doctrine, and are often confused and thrown into uncertainty because they move entirely by feeling. They are sensational Christians, ever hungering for something new and diverse; strange doctrines confuse their faith, and they are worthless to the cause of truth. {4T 74.2}

Der er nogle i menigheden, som trænger til at klynge sig til vor tros klippe, at komme til ro og finde klippegrund i stedet for at drive omkring på stemningens overflade og handle efter indskydelse. Der findes åndelige krøblinger i menigheden. De er selvforskyldt syge; deres åndelige svækkelse er en følge af deres vaklende optræden. De kastes (75) hid og did af de skiftende lærdomsvejr, er ofte forvirrede og henfalder i uvished, fordi de udelukkende handler ud fra følelser. De er sensations kristne, altid sultne efter noget nyt og forskelligartet; mærkelige lærdomme forvirrer deres tro og de er værdiløse for sandhedens sag.