When the right way is so plainly marked out, why do not the professed people of God walk in it? Why do they not study and pray and labor earnestly to be of one mind? Why do they not seek to cherish compassion for one another, to love as brethren, instead of rendering evil for evil and railing for railing? Who does not love life and desire good days? yet how few comply with the conditions, to refrain the tongue from evil and the lips from speaking guile. Few are willing to follow the Saviour’s example of meekness and humility. Many ask the Lord to humble them, but are unwilling to submit to the needful discipline. When the test comes, when trials or even annoyances occur, the heart rebels, and the tongue utters words that are like poisoned arrows or blasting hail. {5T 176.1}

Når den rigtige vej markeres så tydeligt, hvorfor vandrer Guds folk så ikke på den? Hvorfor bestræber de sig ikke på - og beder og arbejder alvorligt for - at være ét i sind? Hvorfor sørger de ikke for medfølelse for hinanden, elske som brødre, i stedet for at gøre ondt for ondt og skælde igen på udskælden? Hvem holder ikke af livet og ønsker gode dage? men hvor mange går ikke med på betingelserne, at holde tungen fra ondt og læberne fra at være svigagtige. Få er villige til at følge Frelserens sagtmodige og ydmyge eksempel. Mange beder Herren om at kunne ydmyge sig, men vil ikke underkaste sig den nødvendige disciplin. Når prøven kommer, når trængsler eller blot besværligheder kommer, gør hjertet oprør og tungen siger ting, ligesom forgiftede pile eller ødelæggende hagl.