Go with me to yonder sickroom. There lies a husband and father, a man who is a blessing to society and to the cause of God. He has been suddenly stricken down by disease. The fire of fever seems consuming him. He longs for pure water to moisten the parched lips, to quench the raging thirst, and cool the fevered brow. But, no; the doctor has forbidden water. The stimulus of strong drink is given and adds fuel to the fire. The blessed, heaven-sent water, skillfully applied, would quench the devouring flame; but it is set aside for poisonous drugs. {5T 195.1}

Følg med mig til hint sygeværelse. Der ligger en ægtefælle og fader, en mand, som var en velsignelse for samfundet og for Guds sag. Han er pludselig blevet ramt af sygdom. Feberens ild synes at skulle fortære ham. Han længes efter rent vand til at fugte de tørre læber med, til at stille den heftige tørst og køle den feberhede pande. Men nej; lægen har forbudt vand. Den syge får en stimulerende, stærk drik, der føjer olie til ilden. Det velsignede, himmelsendte vand, anvendt på en forstandig måde, ville slukke den fortærende flamme, men det fortrænges af giftige medikamenter.