To talk of religious things in a casual way, to pray for spiritual blessings without real soul hunger and living faith, avails little. The wondering crowd that pressed close about Christ realized no vital power from the contact. But when the poor, suffering woman, in her great need, put forth her hand and touched the hem of Jesus’ garment, she felt the healing virtue. Hers was the touch of faith. Christ recognized that touch, and He determined there to give a lesson for all His followers to the close of time. He knew that virtue had gone out of Him, and turning about in the throng He said: “Who touched My clothes?” Surprised at such a question His disciples answered: “Thou seest the multitude thronging Thee, and sayest thou, Who touched Me?” {5T 227.4}

At tale om religiøse sager på en skødesløs måde, bede om åndelige velsignelser uden virkelig sjælshunger og levende tro, nytter kun en smugle. Den undrende skare der pressede sig tæt omkring Kristus, så ingen virkelig kraft i den kontakt. Men da den fattige, lidende kvinde, i al sin nød, tog sin hånd frem og berørte kvasten af Jesu klæde, mærkede hun den helbredende kraft. Det var troens berøring. Kristus genkendte den berøring og han bestemte sig for at give der en lektie til alle (228) sine efterfølgere til endens tid. Han vidste at kraften var gået ud af ham og vendte sig om i skaren og sagde: »Hvem var det, der rørte ved mig?« Overrasket over et sådant spørgsmål svarede hans disciple ham: »Mester! skarerne trykker og trænger dig jo.«