The Jews had always regarded the vine as the most noble of plants and a type of all that was powerful, excellent, and fruitful. “The vine,” our Lord would seem to say, “which you prize so highly, is a symbol. I am the reality: I am the True Vine. As a nation you prize the vine; as sinners you should prize Me above all things earthly. The branch cannot live separated from the vine; no more can you live unless you are abiding in Me.” {5T 230.2}

Jøderne havde altid betragtet vintræet som den ædleste plante, som et forbillede på alt, hvad der var kraftigt, ypperligt og frugtbart. Det var, som om vor Herre ville sige: "Vintræet, som I værdsætter så højt, er et sindbillede. Jeg er virkeligheden; jeg er det sande vintræ. Som et folk værdsætter I vintræet; som syndere skulle I vurdere mig højere end alle jordiske ting. Skilt fra vintræet kan grenen ikke leve; lige så lidt kan I leve, medmindre I bliver i mig." Vejl f menigh bd. 2 side 61-62]