The spirit of intense worldliness that now exists, the disposition to acknowledge no higher claim than that of self-gratification, constitutes one of the signs of the last days. “As it was in the days of Noah,” said Christ, “so shall it be also in the days of the Son of man. They did eat, they drank, they married wives, they were given in marriage, until the day that Noah entered into the ark, and the Flood came, and destroyed them all.” The people of this generation are marrying and giving in marriage with the same reckless disregard of God’s requirements as was manifested in the days of Noah. There is in the Christian world an astonishing, alarming indifference to the teaching of God’s word in regard to the marriage of Christians with unbelievers. Many who profess to love and fear God choose to follow the bent of their own minds rather than take counsel of Infinite Wisdom. In a matter which vitally concerns the happiness and well-being of both parties for this world and the next, reason, judgment, and the fear of God are set aside, and blind impulse, stubborn determination, is allowed to control. Men and women who are otherwise sensible and conscientious close their ears to counsel; they are deaf to the appeals and entreaties of friends and kindred and of the servants of God. The expression of a caution or warning is regarded as impertinent meddling, and the friend who is faithful enough to utter a remonstrance is treated as an enemy. All this is as Satan would have it. He weaves his spell about the soul, and it becomes bewitched, infatuated. Reason lets fall the reins of self-control upon the neck of lust, unsanctified passion bears sway, until, too late, the victim awakens to a life of misery and bondage. This is not a picture drawn by the imagination, but a recital of facts. God’s sanction is not given to unions which He has expressly forbidden. For years I have been receiving letters from different persons who have formed unhappy marriages, and the revolting histories opened before me are enough to make the heart ache. It is no easy thing to decide what advice can be given to these unfortunate ones, or how their hard lot can be lightened; but their sad experience should be a warning to others. {5T 365.3}

Den stærke verdslighedens ånd, som nu er til stede, tilbøjeligheden til ikke at anerkende noget højere krav end selvtilfredsstillelsens fordringer, udgør et af tegnene på de sidste dage. »Som det gik til i Noas dage,« sagde Kristus, »sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage! De spiste, drak, tog til ægte, blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken og syndfloden kom og ødelagde dem alle.« Menneskene i vor tid tager til ægte og gives til ægte med den samme hensynsløse ringeagt for Guds krav, som viste sig i Noas dage. Der råder i den kristne verden en forbavsende, foruroligende ligegyldighed for Guds ords lære vedrørende kristnes ægteskab med vantro. Mange, der bekender sig til at elske og frygte Gud, følger tilbøjeligheden i deres eget sind hellere end at lade sig råde af Den evige Visdom. I en sag, der har livsvigtig betydning for begge parters lykke og velvære både i denne verden og i den tilkommende, lades fornuft, skøn og gudsfrygt ude af betragtning og blind indskydelse og hårdnakket forsæt (366) får lov at råde. Både mænd og kvinder, som ellers er fornuftige og samvittighedsfulde, vil ikke høre på råd; de er døve for venners og slægtninges og Guds tjeneres formaninger og bønner. En advarsel eller en opfordring til forsigtighed bliver opfattet som tåbelig indblanding og den ven, der er trofast nok til at gøre en indvending, bliver behandlet som en fjende. Alt dette er efter Satans ønske. Han spinder sin fortryllelse omkring sjælen, som bliver forhekset, bedåret. Fornuften lader selvbeherskelsens tøjler falde på lystens hals og vanhellig lidenskab får magten, indtil ofret for sent vågner op til et liv i elendighed og trældom. Dette er ikke et billede tegnet af fantasien, men en påvisning af kendsgerninger. Gud giver ikke sit bifald til forbindelser, som han udtrykkelig har forbudt. Jeg har i årevis modtaget breve fra forskellige, som har indgået ulykkelige ægteskaber og de oprørende forhold, der er blevet åbenbaret for mig, er nok til at gøre én syg om hjertet. Det er ingen let sag at afgøre, hvilket råd man kan give disse ulykkelige mennesker, eller hvordan deres tunge lod kan lettes; men deres triste erfaring bør være en advarsel for andre.