|
Our churches are called upon to take hold of this work with far greater earnestness than has yet been manifested. Every church should make special provision for the training of its missionaries, thus aiding the fulfillment of the great command: “Go ye into all the world, and preach the gospel to every creature.” My brethren, we have erred and sinned in attempting too little. There should be more laborers in the foreign missionary field. There are among us those who, without the toil and delay of learning a foreign language, might qualify themselves to proclaim the truth to other nations. In the primitive church, missionaries were miraculously endowed with a knowledge of the languages in which they were called to preach the unsearchable riches of Christ. And if God was willing thus to help His servants then, can we doubt that His blessing will rest upon our efforts to qualify those who naturally possess a knowledge of foreign tongues, and who with proper encouragement would bear to their own countrymen the message of truth? We might have had more laborers in foreign missionary fields had those who entered these fields availed themselves of every talent within their reach. But some have had a disposition to refuse help if it did not come just according to their ideas and plans. And what is the result? If our missionaries were to be removed by sickness or death from their fields of labor, where are the men whom they have educated to fill their places? {5T 391.2} | |
| Vidnesbyrd for menigheden bind 5 kapitel 45. 391. Fra side 391 i den engelske udgave. | tilbage |
Vore menigheder kaldes til at tage fat i dette arbejde, med langt større alvor end tidligere udvist. Enhver menighed bør gøre særlige tilvejebringelser for at oplære dets missionærere og derved hjælpe med opfyldelsen af den store befaling: »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen« Mine brødre, vi har fejlet og syndet ved at udrette så lidt. Der bør være flere medarbejdere til den udenlandske missionsmark. [Der findes nogle iblandt os som kunne uddannes til at forkynde sandheden for andre folkeslag uden at gå til det store besvær og forsinkelse som det koster at lære et fremmede sprog. I den første menighed blev missionærerne ved et under udrustet med kendskab til de sprog, hvori de skulle forkynde Kristi uransagelige rigdom. Og dersom Gud var villig til således at hjælpe sine tjenere den gang, kan vi da være i tvivl om at hans velsignelse vil hvile over vore bestræbelser for at uddanne dem, som fra barndommen af kender fremmede sprog og som, hvis de får den rette opmuntring, ville bære sandhedens budskab ud til deres egne landsmænd? Vi kunne have flere arbejdere på fremmede missionsmarker, hvis de, som tog arbejdet op på disse steder, havde gjort brug af ethvert talent indenfor deres rækkevidde. samme] Men nogle har haft tilbøjelighed til at afvise hjælpen, hvis den ikke kommer lige efter deres idéer og planer. Hvad er resultatet? Hvis vore missionærer skulle fjernes på grund af sygdom eller død fra deres arbejdsmarker, hvor er så de mænd som de har uddannet til at overtage deres steder? |