His doctrine dropped as the rain; His speech distilled as the dew. In the character of Christ was blended such majesty as God had never before displayed to fallen man and such meekness as man had never developed. Never before had there walked among men one so noble, so pure, so benevolent, so conscious of His godlike nature; yet so simple, so full of plans and purposes to do good to humanity. While abhorring sin, He wept with compassion over the sinner. He pleased not Himself. The Majesty of heaven clothed Himself with the humility of a child. This is the character of Christ. Are we walking in His footsteps? O my Saviour, how poorly art Thou represented by Thy professed followers! {5T 422.1}

Hans lære faldt ned som regn, hans tale kom som dug. Kristi karakter var iblandet med en sådan majestæt, som Gud aldrig før havde udvist faldne mennesker og en sådan ydmyghed som menneskerne aldrig havde udviklet. Aldrig før havde der vandret blandt mennesker, én et så nobel, så ren, så godgørende, så bevidst om sin guddommelige natur; alligevel så enkel, så fuld af planer og mål med at gøre menneskene godt. Da han afskyede synd, grad han af medlidenhed over synderen. Han behagede ikke sig selv. Himlens Majestæt iklædte sig selv med et barns ydmyghed. Dette er Kristi karakter. Vandrer vi i hans fodspor? O, min Frelser, hvor dårligt er du dog ikke repræsenteret af dine bekendende efterfølgere!