“Whatsoever a man soweth, that shall he also reap.” What seed are we scattering? What will be our harvest for time and for eternity? To every man the Master has assigned his work in accordance with his ability. Are we sowing the seed of truth and righteousness, or that of unbelief, disaffection, evil surmising, and love of the world? The one who scatters evil seed may discern the nature of his work, and repent and be forgiven. But the pardon of the Master does not change the character of the seed sown, and make of briers and thistles precious wheat. He himself may be saved so as by fire; but when the time of harvest comes, there will be only poisonous weeds where there should be fields of waving grain. That which was sown in wicked heedlessness will do its work of death. This thought pains my heart and fills me with sadness. If all who profess to believe the truth would sow the precious seeds of kindness, love, faith, and courage, they would make melody to God in their hearts as they travel the upward way, rejoicing in the bright beams of the Sun of Righteousness, and in the great gathering day they would receive an eternal reward. {5T 429.2}

»Hvad et menneske sår, det skal han også høste.« Hvilken sæd udsår vi? Hvad vil høsten blive for tid og for evighed? Mesteren har anvist enhver sin gerning efter den pågældendes evner. Sår vi sandhedens og retfærdighedens sæd eller den sæd, der frembringer vantro, misfornøjelse, ond mistanke og kærlighed til verden? Den, der sår ond sæd, kan komme til at indse, af hvilken art hans gerning er og omvende sig og få tilgivelse. Men Mesterens tilgivelse forandrer ikke arten af den udsåede sæd, så den gør torne og tidsler til dyrebar hvede. Vedkommende kan selv blive frelst, dog som gennem ild; men når høstens tid kommer, vil der kun være giftigt ugræs, hvor der kunne have været bølgende kornmarker. Hvad der blev sået i syndig ligegyldighed, vil udføre sin dødbringende gerning. Denne tanke piner mit hjerte og fylder mig med vemod. Hvis alle, der bekender sig til at tro på sandheden, ville udså venlighedens, kærlighedens, troens og frimodighedens kostelige sæd, ville de synge for Gud i deres hjerter, medens de vandrer på den vej, som fører opad og glæde sig over de klare stråler fra retfærdssol og på den store samlingsdag ville de få en evig løn. Vejl f menigh bd. 2 side 111-116]