So long as we are in the world, we must have to do with the things of the world. There will ever be a necessity for the transaction of temporal, secular business; but this should never become all-absorbing. The apostle Paul has given a safe rule: “Not slothful in business; fervent in spirit; serving the Lord.” The humble, common duties of life are all to be performed with fidelity; “heartily,” says the apostle, “as to the Lord.” Whatever our department of labor, be it housework or field work or intellectual pursuits, we may perform it to the glory of God so long as we make Christ first and last and best in everything. But aside from these worldly employments there is given to every follower of Christ a special work for the upbuilding of His kingdom—a work which requires personal effort for the salvation of men. It is not a work to be performed once a week merely, at the place of worship, but at all times and all places. {5T 459.2}

Så længe vi er i verden, må vi have med verdslige ting at gøre. Timelige transaktioner og jordiske sysler vil altid være nødvendige: men dette bør aldrig blive det alt opslugende. Apostelen har givet en sikker rettesnor: »Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren.« Livets beskedne, almindelige pligter bør alle udføres med troskab, »af hjertet som for Herren,« siger apostelen. Hvori vort arbejde end består, det være sig husgerning eller markarbejde eller åndelig beskæftigelse, kan vi gøre det til Guds ære, så længe vi gør Kristus til den første og den sidste og den bedste i alle ting. Men foruden disse timelige sysler har enhver Kristi efterfølger fået en særskilt gerning til hans riges opbyggelse en gerning, der kræver personlig bestræbelse for menneskers frelse. Det er ikke en gerning, der blot skal udføres en gang om ugen, på mødestedet for gudstjeneste, men til enhver tid og alle vegne.