When death claims one of our number, what are our memories of the treatment he has received? Are the pictures upon memory’s walls pleasant to reflect upon? Are they memories of kind words spoken, of sympathy given at the right time? Have his brethren turned away the evil surmisings of indiscreet meddlers? Have they vindicated his cause? Have they been faithful to the inspired injunction: “Comfort the feeble-minded, support the weak”? “Behold, thou hast instructed many, and thou hast strengthened the weak hands.” “Strengthen ye the weak hands, and confirm the feeble knees. Say to them that are of a fearful heart, Be strong, fear not.” {5T 489.1}

Når døden kræver en iblandt os, hvilke minder har vi så om den behandling vedkommende har fået? Er billederne i mindets galleri behagelige at dvæle ved? Er det minder om venlige ord, der blev sagt, om medfølelse vist i rette tid? Har den pågældendes brødre afvist den onde mistanke udtalt ubetænksomt af taktløse personer? Har de forsvaret hans sag? Har de trofaste fulgt det inspirerede pålæg: »Trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige?« »Du har selv talt mange til rette og styrket de slappe hænder.« »Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste, sig til de ængstede hjerter: Vær stærke, vær uden frygt!«