The apostle Paul thanked God for the comfort given him in sorrow, saying: “Blessed be ... the God of all comfort; who comforteth us in all our tribulation, that we may be able to comfort them which are in any trouble, by the comfort wherewith we ourselves are comforted of God.” As Paul felt the comfort and warmth of God’s love breaking into his soul, he reflected the blessing upon others. Let us so order our conduct that the pictures hung upon the walls of our memory may not be of such a character that we cannot endure to reflect upon them. {5T 489.3}

Apostelen Paulus takkede Gud for den trøst, han fik i sorgen og siger: »Lovet være ... al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!« Når Paulus følte Guds kærligheds trøst og varme trænge ind i sjælen, lod han velsignelsen gå videre til andre. Lad os således ordne vor opførsel, at de billeder, der ophænges på væggene i vort mindegalleri, ikke er af en sådan art, at vi ikke kan holde ud at tænke på dem.