When you indulge your own harshness of character by manifesting a hard, unfeeling spirit you are repulsing the very ones whom you should win. Your harshness destroys their love of assembling together and too often results in driving them from the truth. You should realize that you yourselves are under the rebuke of God. While you condemn others, the Lord condemns you. You have a duty to do to confess your own unchristian conduct. May the Lord move upon the hearts of the individual members of the church until His transforming grace shall be revealed in the life and the character. Then when you assemble together, it will not be to criticize one another, but to talk of Jesus and His love. {5T 608.2}

Moralens fane boldes ikke højt nok iblandt Guds folk. Mange, der bekender sig til at holde Guds bud og at forsvare dem, overtræder (598) budene. Fristelser kommer på en sådan måde, at de fristede mener at kunne se en undskyldning for at overtræde. De, der går ud på missionsmarken, bør være mænd og kvinder, som vandrer med Gud og samtaler med ham. De, der som forkyndere står på den hellige prædikestol, bør være mænd med et ulasteligt omdømme; deres liv bør være uden plet, hævet over alt, hvad der smager af urenhed. Sæt ikke dit omdømme i fare ved at færdes på fristelsens vej! Hvis en kvinde dvælende holder din hånd, så træk den hurtigt tilbage og bevar hende fra at synde. Dersom hun lægger en utilbørlig hengivenhed for dagen og klager over, at hendes mand ikke elsker hende, søg så ikke at erstatte denne mangel. Den eneste sikre og kloge fremgangsmåde for dig i et sådant tilfælde er, at du beholder din medfølelse hos dig selv. Slige tilfælde er talrige. Henvis sådanne til ham, som bærer byrderne, den sande og sikre rådgiver. Har hun valgt Kristus til sin ledsager, vil han give hende nåde til at tåle tilsidesættelse uden at græmmes; og under alt dette bør hun beflitte sig på at gøre, hvad der står i hendes magt for at knytte sin mand til sig ved den strengeste troskab mod ham og vise trofasthed med hensyn til at gøre hans hjem hyggeligt og tiltrækkende. Dersom alle hendes anstrengelser er frugtesløse og ikke bliver påskønnet, har hun sin velsignede Genløsers sympati og bistand. Han vil hjælpe hende til at bære alle byrder og trøste hende i hendes skuffelser. Hun viser mistillid til Jesus, når hun søger det menneskelige til at fylde den plads, Kristus altid er beredt til at fylde. I sin græmmelse synder hun mod Gud. Det ville være godt for hende kritisk at ransage sit eget hjerte, at undersøge, om synd ikke ligger på lur i sjælen. Det hjerte, der således søger menneskelig sympati og modtager forbuden opmærksomhed fra nogen, er ikke rent og ulasteligt for Gud.