The parable of the prodigal son and that of the lost piece of silver teach the same lesson. Every soul that is especially imperiled by falling into temptation causes pain to the heart of Christ and calls forth His tenderest sympathy and most earnest labor. Over one sinner that repenteth, His joy is greater than over the ninety and nine who need no repentance. {5T 604.1}

Kristus har udvalgt os fra verden, for at vi skulle være et særskilt og helligt folk. Han »hengav sig selv for os for (592) at løskøbe os fra al vor lovløshed og rense sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger«. Guds arbejdere bør være bønnens mænd, flittige granskere i de hellige skrifter, hungrende og tørstende efter retfærdighed, for at de må kunne være et lys og en kraft for andre, Vor Gud er en nidkær Gud og han kræver, at vi skal tilbede ham i ånd og i sandhed, i hellig prydelse. Salmisten siger: »Havde jeg tænkt på ondt i mit hjerte, da havde Herren ej hørt.« Som arbejdere må vi give agt på vore veje. Dersom salmisten ikke kunne blive bønhørt, hvis der var ondt i hans hjerte, hvorledes kan så menneskenes bønner kunne høres nu, når de har ondt for øje?