Daniel did not seek to excuse himself or his people before God; but in humility and contrition of soul he confessed the full extent and demerit of their transgressions, and vindicated God’s dealings as just toward a nation that had set at nought His requirements and would not profit by His entreaties. {5T 636.1}

»Med hvad skal jeg møde Herren, bøje mig for højhedens Gud? Skal jeg møde ham med brændofre, møde med årgamle kalve? Har Herren behag i tusinder af vædre, titusinder af oliestrømme? Skal jeg give min førstefødte for min synd, mit livs frugt som bod for min sjæl?« Det er sagt dig, o menneske, hvad der er godt og hvad Herren kræver af dig: Hvad andet end at øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med din Gud.« Når Satan kommer ind for at friste dig til at opgive al håb, så henvis ham til disse ord. Bed sammen med David: »Mine ungdomssynder og overtrædelser komme du ikke i hu, men efter din miskundhed kom mig i hu, for din godheds skyld, o Herre! God og oprigtig er Herren, derfor viser han syndere vejen. Han vejleder ydmyge i det, som er ret og lærer de ydmyge sin vej.«