From Christ’s manner of dealing with the erring we may learn profitable lessons which are equally applicable to this work of confession. He bids us go to the one who has fallen into temptation, and labor with him alone. If it is not possible to help him, because of the darkness of his mind and his separation from God, we are to try again with two or three others. If the wrong is not righted, then, and only then, we are to tell it to the church. It is far better if wrongs can be righted and injuries healed without bringing the matter before the whole church. The church is not to be made the receptacle for the outpouring of every complaint or confession. {5T 646.2}

Paulus søgte ikke at beskytte sig selv; han maler sin synd i dets mørkeste anstrøg, prøver ikke på at mindske sin skyld. Han siger: »Jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne og når man ville henrette dem, stemte jeg for det. Og omkring i alle synagogerne lod jeg dem gang på gang straffe og forsøgte at tvinge dem til at tale bespotteligt. Ja, jeg gik videre i mit raseri mod dem og forfulgte dem lige til de udenlandske byer.« Han tøvede ikke med at erklære »at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, blandt hvilke jeg er den største."