“In a second vision, which soon followed the first, I was shown the trials through which I must pass, and that it was my duty to go and relate to others what God had revealed to me. It was shown me that my labors would meet with great opposition and that my heart would be rent with anguish, but that the grace of God would be sufficient to sustain me through all. The teaching of this vision troubled me exceedingly, for it pointed out my duty to go out among the people and present the truth.” {5T 655.1}

Meget af den tro, som vi ser, er kun et navn; den virkelige, fortrøstningsfulde, vedholdende tro er sjælden. Moses oplevede i sin egen erfaring opfyldelsen af det løfte, at Gud ville belønne dem, der søger ham med flid. Han så frem til lønnen. Her er et andet punkt i forbindelse med troen, som vi ønsker at betone. Gud vil belønne det menneske, der viser tro og lydighed. Hvis denne tro bringes ind i livets erfaring, vil den sætte enhver, som frygter og elsker Gud, i stand til at udholde prøvelser. Moses var fuld af tillid til Gud, fordi han havde en blegnende (652) tro. Han behøvede hjælp, han bad om den, greb den i tro og indflettede i sin erfaring den tillid, at Gud havde omsorg for ham. Han troede, at Gud herskede særskilt over hans liv. Han så og anerkendte Gud i alle livets enkeltheder og følte, at den altseende, som vejer motiver og prøver hjertet, holdt sit øje over ham. Han så hen til Gud og forlod sig på hans styrke til at blive båret ubesmittet gennem fristelse i enhver skikkelse. Han vidste, at en særskilt gerning var blevet ham anvist og han ønskede så langt som muligt at gøre denne gerning helt igennem vellykket. Men han vidste, at han ikke kunne gøre dette uden guddommelig bistand; for han havde med et fordærvet folk at gøre. Guds nærværelse var nok til at bringe han igennem alle de mest prøvende situationer, et menneske kan blive stillet i.