“One great fear that oppressed me was that if I obeyed the call of duty and went out declaring myself to be one favored of the Most High with visions and revelations for the people, I might yield to sinful exaltation and be lifted above the station that was right for me to occupy, bring upon myself the displeasure of God, and lose my own soul. I had before me several cases such as I have here described, and my heart shrank from the trying ordeal. {5T 655.2}

Moses havde ikke alene Gud i sine tanker; han så ham. Gud var det syn, han stadig havde for sig; han tabte ham aldrig af syne. Han så Jesus som sin Frelser og han troede, at Frelserens fortjenester ville blive ham tilregnet. For Moses var denne tro ingen gisning; den var en virkelighed. Det er den slags tro, vi behøver en tro, som tåler prøven. Oh, hvor tit vi dog giver efter for fristelse, fordi vi ikke holder vort blik fæstet på Jesus! Vor tro er ikke vedholdende, fordi vi ved at føje selvet synder og derfor ikke kan holde ud, som om vi »så den usynlige«.