Never was there greater need of earnest, self-sacrificing labor in the cause of Christ than now, when the hours of probation are fast closing and the last message of mercy is to be given to the world. My soul is stirred within me as the Macedonian cry comes from every direction, from the cities and villages of our own land, from across the Atlantic and the broad Pacific, and from the islands of the sea: “Come over, ... and help us.” Brethren and sisters, will you answer the cry? saying: “We will do our best, both in sending you missionaries and money. We will deny ourselves in the embellishment of our houses, in the adornment of our persons, and in the gratification of appetite. We will give the means entrusted to us into the cause of God, and we will devote ourselves also unreservedly to His work.” The wants of the cause are laid before us; the empty treasuries appeal to us most pathetically for help. One dollar now is of more value to the work than ten dollars will be at some future period. {5T 732.1}

Af mangel på forstandigt lederskab er arbejdet i Battle Creek og udover hele Michiganstaten langt bagefter hvad det burde være. Selv om det er nødvendigt for os at forstå udenlandsmissionernes situation og behov, bør vi også kunne fatte det behov arbejdet lige ved vor dør har. Hvis de fortrin som Gud har lagt inden for vor rækkevidde bliver udnyttet rigtigt, så ville de sætte os i stand til at udsende langt flere medarbejdere. Der er brug for energisk arbejde i vore menigheder. Det særlige budskab viser de vigtige spørgsmål der nu svæver, vor tids pligter og farer, burde frembringes for dem, ikke på en tam, livløs måde, »men ved Ånds og krafts bevis.« Ansvar må lægges på menighedens medlemmer. Missionsånden bør vækkes som aldrig før og arbejderne bør udpeges efter behov, hvem vil arbejde som præster for hjorden og lægge sine personlige anstrengelser i, for at bringe menigheden dertil, hvor åndeligt liv og aktivitet vil ses inden for alle dens grænser.