Such thoughts as these were crowding upon his mind as he stood under the portico of the holy temple. Suddenly the gate and the inner veil of the temple seemed to be uplifted or withdrawn, and he was permitted to gaze within, upon the holy of holies, where even the prophet’s feet might not enter. There rose up before him a vision of Jehovah sitting upon a throne high and lifted up, while His train filled the temple. On each side the throne hovered the seraphim, two wings bearing them up, two veiling their faces in adoration, and two covering their feet. These angel ministers lifted up their voices in solemn invocation, “Holy, holy, holy, is the Lord of hosts: the whole earth is full of His glory,” until post and pillar and cedar gate seemed to tremble at the sound, and the house was filled with their praise. {5T 750.1}

Denne sandhed har for mange været en årsag til tvivl og vantro. Da Kristus kom til verden - Guds Søn og menneskenes Søn - blev han ikke forstået af folket på hans tid. Kristus nedlod sig til at påtage sig menneskelig natur, så han kunne nå den faldne slægt og løfte den op. Men menneskenes sind var blevet formørket af synd, deres evner lammet og deres fatteevne sløvet, så de ikke kunne se hans guddommelige karakter under den menneskelige forklædning. Denne mangel på vurdering fra deres side var en (747) hindring i det arbejde, han ønskede at udføre for dem; og for at give sin undervisning vægt var han ofte nødsaget til at forklare og forsvare sin stilling. Ved at henvise til sin hemmelighedsfulde og guddommelige karakter søgte han at lede deres sind ind i en rækkefølge af tanker, som ville være gunstig for sandhedens forvandlende kraft. For at belyse guddommelige sandheder benyttede han sig endvidere af ting i naturen, som menneskene var fortrolige med. Således beredtes hjertets jordbund til at modtage den gode sæd. Han fik sine tilhørere til at føle, at deres interesser også var hans interesser, at hans hjerte bankede af medfølelse med dem i deres glæder og sorger. Samtidig så de i ham åbenbarelsen af en kraft og af ophøjede egenskaber, der langt overgik, hvad deres mest hædrede rabbinere besad. Kristi undervisning udmærkede sig ved en enkelhed, værdighed og kraft, som de hidindtil ikke havde kendt og uvilkårligt måtte de udbryde: »Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.« Folket hørte ham med glæde; men præsterne og rådsherrerne - der selv var utro i deres hverv som sandhedens vogtere - hadede Kristus netop for den nåde, som blev åbenbaret og som havde draget skarerne bort fra dem og hen til ham, som er livets lys. Fordi jødefolket ikke kunne se hans guddommelige karakter, kom det ved deres indflydelse til at forkaste Genløseren.