This speck of a world was the scene of the incarnation and suffering of the Son of God. Christ did not go to worlds unfallen, but He came to this world, all seared and marred with the curse. The outlook was not favorable, but most discouraging. Yet “He shall not fail nor be discouraged, till He have set judgment in the earth.” Isaiah 42:4. We must bear in mind the great joy manifested by the Shepherd at the recovery of the lost. He calls upon His neighbors: “Rejoice with Me; for I have found My sheep which was lost.” And all heaven echoes the note of joy. The Father Himself joys over the rescued one with singing. What a holy ecstasy of joy is expressed in this parable! That joy it is your privilege to share. {6T 124.3}

Det lille støvgran, vor verden er, var skuepladsen for Guds Søns menneskevorden og lidelse. Kristus drog ikke ud til ufaldne verdener, men han kom til denne verden, som helt igennem var brændemærket og skæmmet af forbandelsen. Udsigterne var ikke gunstige, men i højeste grad nedslående. Men han »vansmægter, udmattes ikke, før (125) han får sat ret på jorden«. Es. 42,4. Vi må erindre den store glæde. Hyrden lægger for dagen, når han genfinder det tabte. Han kalder sine naboer sammen og siger: "Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet." Og hele himmelen genlyder af glædessangen. Faderen selv glæder sig over det reddede med sang. Hvilken hellig henrykkelse kommer ikke til udtryk i denne lignelse. Denne glæde er det jeres privilegium at have del i.