It is not men whom we are to exalt, but God, the only true and living God. The unselfish life, the generous, self-sacrificing spirit, the sympathy and love of those who hold positions of trust in our institutions, should have a purifying, ennobling influence which would be eloquent for good. Their words in counsel would not then come from a self-sufficient, self-exalted spirit; but their unobtrusive virtues would be of more value than gold. If man lays hold of the divine nature, working upon the plan of addition, adding grace to grace in perfecting a Christian character, God will work upon the plan of multiplication. He says in His word: “Grace and peace be multiplied unto you through the knowledge of God, and of Jesus our Lord.” 2 Peter 1:2. {6T 148.2}

Det er ikke mennesker som vi skal ophøje, men Gud, den eneste sande og levende Gud. Det uselviske liv, den ædelmodige, selvopofrende ånd, deres forståelse og kærlighed som har betroede stillinger på vore institutioner, bør have en rensende og forædlende indflydelse, som taler godt for det gode. Da vil deres ord i bestyrelserne ikke komme af en selvtilstrækkelighed og selvophøjelse, men deres beskedne dyder vil være langt mere værd end guld. Hvis mennesker griber fat i den guddommelige natur, arbejder på en vækstplan og lægger nåde til nåde i udviklingen af en kristen karakter, vil Gud arbejde på forøgelsen. Han siger i sit ord: »Nåde og fred blive eder stadig rigere til del, idet I lærer Gud og vor Herre Jesus at kende.« 2.Pet.1,2.