Ministers’ Wives Adopting OrphansThe question has been asked whether a minister’s wife should adopt infant children. I answer: if she has no inclination or fitness to engage in missionary work outside her home, and feels it her duty to take orphan children and care for them, she may do a good work. But let the choice of children be first made from among those who have been left orphans by Sabbathkeeping parents. God will bless men and women as they with willing hearts share their homes with these homeless ones. But if the minister’s wife can herself act a part in the work of educating others, she should consecrate her powers to God as a Christian worker. She should be a true helper to her husband, assisting him in his work, improving her intellect, and helping to give the message. The way is open for humble, consecrated women, dignified by the grace of Christ, to visit those in need of help, and shed light into discouraged souls. They can lift up the bowed down by praying with them and pointing them to Christ. Such should not devote their time and strength to one helpless little mortal that requires constant care and attention. They should not thus voluntarily tie their hands. {6T 285.2}

Bør prædikanters hustruer adoptere børn?
Spørgsmålet er blevet stillet, hvorvidt en prædikants hustru skulle adoptere små børn. Mit svar er: Hvis hun ikke føler sig tilskyndet eller skikket til at udføre missionsarbejde uden for hjemmet og hun føler det som sin pligt at tage små børn og drage omsorg for dem, vil hun kunne gøre en god gerning. Men lad valget af børn først falde på sådanne, som er blevet efterladt af forældre, der holdt sabbatten. Gud vil velsigne de mænd og kvinder, som med villige hjerter deler deres hjem med disse hjælpeløse børn. Men kan prædikantens hustru selv tage del i den gerning at undervise andre, bør hun hellige Gud sine kræfter, som en kristelig arbejder. Hun bør være sin mand en tro medhjælper, bistå ham i hans arbejde, benytte sine åndsevner og hjælpe til med at fremholde budskabet. For ydmyge, gudhengivne kvinder, som er gjort værdige ved Kristi nåde, er vejen åben til at besøge sådanne, som behøver hjælp og bringe lys til modløse sjæle. De kan opløfte de nedbøjede ved at bede med dem og henvise dem til Kristus. Sådanne skulle ikke hellige deres tid og kræfter til ét hjælpeløst lille væsen, der kræver stadig pleje og tilsyn. De bør ikke således frivilligt binde deres hænder.