In the records of Genesis we see the patriarch at the hot summer noontide resting in his tent door under the shadow of the oaks of Mamre. Three travelers are passing near. They make no appeal for hospitality, solicit no favor; but Abraham does not permit them to go on their way unrefreshed. He is a man full of years, a man of dignity and wealth, one highly honored, and accustomed to command; yet on seeing these strangers he “ran to meet them from the tent door, and bowed himself toward the ground.” Addressing the leader he said: “My Lord, if now I have found favor in Thy sight, pass not away, I pray Thee, from Thy servant.” Genesis 18:2, 3. With his own hands he brought water that they might wash the dust of travel from their feet. He himself selected their food; while they were at rest under the cooling shade, Sarah his wife made ready for their entertainment, and Abraham stood respectfully beside them while they partook of his hospitality. This kindness he showed them simply as wayfarers, passing strangers, who might never come his way again. But, the entertainment over, his guests stood revealed. He had ministered not only to heavenly angels, but to their glorious Commander, his Creator, Redeemer, and King. And to Abraham the counsels of heaven were opened, and he was called “the friend of God.” {6T 341.2}


Vidnesbyrd for menigheden bind 6 kapitel 43. 341.     Fra side 341 i den engelske udgave.tilbage

Sektion seks - Advarsler og råd
Om at vise gæstfrihed

I beretningen i første Mosebog ser vi patriarken en hed sommerdag sidde ved middagstid i sin teltdør for at hvile i skyggen af egetræerne i Mamre lund. Tre vandringsmænd passerer forbi i nærheden. De fremkommer ikke med nogen anmodning om gæstfrihed, søger ingen gunstbevisning; men Abraham tillader dem ikke at fortsætte vandringen uden opvartning. Han er en mand med værdighed og rigdom, højt agtet, vant til at byde; men så snart han så disse fremmede, »løb han dem i møde fra teltdøren« og »bøjede sig til jorden«. Henvendt til den ledende sagde han: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din træl forbi!« 1.Mos. 18,2-3. Med sine egne hænder skaffede han vand, så de kunne tvætte støvet af deres fødder efter vandringen. Han udsøgte selv deres mad; medens de hvilede i den svalende skygge, gjorde hans hustru Sara forberedelser til deres bespisning og Abraham viste sin agtelse ved at stå hos dem, medens de gjorde sig til gode af hans gæstfrihed. Denne venlighed viste han dem blot som vandringsmænd, forbifarende fremmede, som måske aldrig ville se ham igen. Men da opvartningen var besørget, viste det sig, hvem hans gæster var. Han havde ikke alene betjent (342) himmelske engle, men deres herlige anfører, hans Skaber, Genløser og Konge. Og for Abraham blev himmelens rådslagninger åbenbaret og han blev kaldt »Guds ven«.

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.