For the chronic invalid nothing so tends to restore health and happiness as living amid attractive country surroundings. Here the most helpless ones can be left sitting or lying in the sunshine or in the shade of the trees. They have only to lift their eyes and they see above them the beautiful foliage. They wonder that they have never before noticed how gracefully the boughs bend, forming a living canopy over them, giving them just the shade they need. A sweet sense of restfulness and refreshing comes over them as they listen to the murmuring breezes. The drooping spirits revive. The waning strength is recruited. Unconsciously the mind becomes peaceful, the fevered pulse more calm and regular. As the sick grow stronger, they will venture to take a few steps to gather some of the lovely flowers—precious messengers of God’s love to His afflicted family here below. {7T 77.2}

For den kronisk syge er der ikke noget der oprejser sundhed og lykke bedre end at bo iblandt tiltalende landlige omgivelser. Her kan de mest hjælpeløse få lov at sidde eller ligge i solskinnet eller i træernes skygge. De skal blot løfte deres øjne og de ser de skønne blade over sig. De forundrer sig over at de aldrig før har bemærket hvor smukt grenene bøjer sig, danner en levende tronhimmel over sig, giver dem den skygge de har brug for. En smuk fornemmelse af ro og fornyelse kommer over dem, idet de lytter til den stille susen. Den dæmpende lyd opliver. Den afmattede styrke bliver til stærk styrke igen. Ubevidst bliver sindet fredfyldt, den feberagtige puls bliver mere rolig og regelmæssig. Idet de syge bliver stærkere, vil de driste sig til at gå nogle få skridt og tage nogle af de smukke blomster op - værdifulde budbringere for Guds kærlighed til hans forpinte familie hernede.