When the earth was created, it was holy and beautiful. God pronounced it very good. Every flower, every shrub, every tree, answered the purpose of its Creator. Everything upon which the eye rested was lovely and filled the mind with thoughts of the love of God. Through tempting man to sin, Satan hoped to counteract the tide of divine love flowing to the human race; but, instead of this, his work resulted in calling forth new and deeper manifestations of God’s mercy and goodness. {7T 87.1}

Da jorden blev skabt var den hellig og skøn. Gud kaldte det for såre godt. Enhver blomst, enhver busk, ethvert træ passede til deres Skabers hensigt. Alt som øjet hvilede på var smukt og fyldte sindet med tanker om Guds kærlighed. Ved at friste mennesket til synd, håbede Satan på at modvirke den guddommelige kærligheds strøm, der flød til menneskeslægten. Men i stedet for dette, resulterede Satans gerning i at Guds barmhjertighed og godhed blev manifesteret på ny og endnu dybere.