These faithful laborers, who for Christ’s sake have given up worldly prospects, choosing poverty rather than pleasure or riches; who, forgetful of self, have labored earnestly to win souls to Christ; who have given liberally to advance various enterprises in the cause of God, and have then sunk down in the battle, wearied and ill, and with no means of support, must not be left to struggle on in poverty and suffering, or to feel that they are paupers. When sickness or infirmity comes upon them, let not our workers be burdened with the anxious query: “What will become of my wife and little ones, now that I can no longer labor and supply their necessities?” It is but just that provision be made to meet the needs of these faithful laborers and the needs of those who are dependent on them. {7T 290.2}

Disse trofaste arbejdere, som for Kristi skyld har givet afkald på timelige udsigter og har valgt fattigdom i stedet for bekvemmelighed eller rigdom, som uselvisk har arbejdet for at vinde sjæle for Kristus og som har bidraget rundhåndet til at hjælpe forskellige foretagender i Guds værk og derefter er brudt sammen i striden, trætte og syge og uden noget at leve af - sådanne må ikke overlades til at kæmpe med armod og lidelser eller til at føle at de er fattiglemmer. Når sygdom eller svækkelse rammer vore arbejdere, så lad dem ikke bære byrden af det ængstelige spørgsmål: "Hvad skal der blive af min hustru og mine små, når jeg ikke længere kan skaffe dem det nødvendigste?" Det er ikke mere end retfærdigt at der bliver truffet en ordning til at afhjælpe disse trofaste arbejderes trang tillige med jer som er afhængige af dem.