God has laid upon us the obligation of giving special attention to the poor among us. But these ministers and workers are not to be ranked with the poor. They have laid up for themselves a treasure in the heavens that faileth not. They have served the conference in its necessity, and now the conference is to serve them. When cases of this kind come before us, we are not to pass by on the other side. We are not to say, “Be ye warmed and filled” (James 2:16), and then take no active measures to supply their necessities. This has been done in the past, and thus in some cases Seventh-day Adventists have dishonored their profession of faith and have given the world opportunity to reproach the cause of God. {7T 291.2}

Gud har pålagt os den forpligtelse at skænke de fattige blandt os, særskilt opmærksomhed. Men disse prædikanter og arbejdere må ikke stilles i klasse med de fattige. I himlen har de samlet sig en skat som ikke forgår. De har tjent konferensen i dens behov og nu skal konferensen tjene dem. Når vi stilles overfor tilfælde af denne art, må vi ikke gå forbi på den anden side af vejen. Vi skal ikke sige: »Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt, »men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så!« (Jak. 2,16) og så ikke træffe nogen virksomme forholdsregler for at afhjælpe deres behov. Dette er blevet gjort tidligere og derved har syvende-dags adventisterne i nogle tilfælde vanæret deres trosbekendelse og givet verden lejlighed til at laste Guds sag.