Men Israels børn glemte Gud, hvem de var en skabning af og skulle genløses ved. Efter at have set alle hans vidunderlige gerninger, fristede de ham.
Israelitterne fik betroet hellige orakler. Men Guds åbenbarede ord blev mistydet og misbrugt. Folket foragtede Israels Helliges ord.
»Thi Hærskares Herres vingård er Israels hus,
og Judas mænd er hans yndlingsplantning.
Han vented på retfærd, se, der kom letfærd,
han vented på lov, se, skrig over rov!
»Ve dem,
der ... ikke ser Herrens gerning,
har ej syn for hans hænders værk.
Derfor skal mit folk føres bort, før det ved det,
dets adel blive hungerens bytte, dets hob vansmægte af tørst.«
»Ve dem,
der kalder ondt for godt
og godt for ondt,
gør mørke til lys
og lys til mørke,
gør beskt til sødt
og sødt til beskt!
»Ve dem,
der tykkes sig vise
og er kloge i egne tanker!”
(115) »Derfor, som ildens tunge æder strå
og hø synker sammen i luen,
så skal deres rod blive rådden,
deres blomst henvejres som støv;
thi om Hærskares Herrers lov lod de hånt
og ringeagted Israels helliges ord.”
Es.5,7,11-13,20,21,24. |