The king saw his prosperity, and because of it he was lifted up. Notwithstanding the warnings that God had given him, he did the very things which the Lord had told him not to do. He looked upon his kingdom with pride and exclaimed: “Is not this great Babylon, that I have built for the house of the kingdom by the might of my power, and for the honor of my majesty?” Daniel 4:30. The instant that the words were uttered, the sentence of judgment was pronounced. The king’s reason was taken away. The judgment that he had thought so perfect, the wisdom that he had prided himself on possessing, were removed. The jewel of the mind, that which elevates man above the beasts, he no longer retained. {8T 126.4}

Kongen så sin velstand og på grund af den blev han opløftet. Uanset de advarsler Gud havde givet ham, gjorde han ikke de ting som Herren havde fortalt ham at gøre. (127) Han så på sit rige med stolthed og udbrød: »er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære?« Dan.4,30. I det øjeblik ordene blev sagt, blev dommen fældet. Kongens fornuft blev taget bort. Den dømmekraft som han havde anset for at være så fuldkommen, den klogskab som havde rost sig selv af at have, blev fjernet. De sindsjuveler, som ophøjer mennesket over dyr, havde han ikke længere.