»Hvo måler vandet i sin hånd,
afmærker med fingerspand himlen,
måler jordens støv i skæppe
og vejer bjerge med bismer
eller i vægtskål høje?
Hvo leder Herrens Ånd,
råder og lærer ham noget?
Se, som dråbe på spand er folkene,
at regne som fnug på vægt,
som et gran vejer fjerne strande.
(262) Libanon giver ej brændsel,
dets dyr ej brændoffer nok.
Alle folk er som intet for ham,
for luft og tomhed at regne.
»Med hvem vil I ligne Gud,
hvad stiller I op som hans lige?...
Ved I,
hører I det ikke, er det.
Ikke forkyndt jer for længst?
Har I da ikke skønnet det, fra jordens grundvold blev lagt?
Han troner over jordens kreds,
som græshopper er dens beboere;
han udbreder himlen som en dug
og spænder den ud som et teltbo....
Hvem vil I ligne mig
med som min ligemand?
siger den hellige.
Løft eders blik til himlen
og se: Hvo skabte disse?
Han mønstrer deres hær efter tal,
kalder hver enkelt ved navn;
så stor er hans kraft og vælde,
at ikke en eneste mangler.
»Hvorfor siger du, Jakob, hvi taler du, Israel,
så: »Min vej er skjult for Herren,
min ret gled min Gud af hænde.”
Ved du,
hørte du ikke,
at Herren er en evig Gud,
den vide jord har han skabt?
han trættes og mattes ikke,
hans indsigt udgrundes ikke;
han giver den trætte kraft,
den svage fylde af styrke.
Ynglinge trættes og mattes,
ungersvende snubler brat,
ny kraft får de, der bier på Herren,
de får nye svingfjer som ørnen;
de løber uden at mattes,
vandrer uden at trættes.
Esajas 40,12-31
------------ |