Again, consider the judgment that fell upon Uzzah. As in David’s reign, the ark was being carried to Jerusalem, Uzzah put forth his hand to keep it steady. For presuming to touch the symbol of God’s presence, he was smitten with instant death. {8T 284.1}

I helligdommen og templet, der var de jordiske symboler på Guds boliger, var en afdeling helliget for hans nærhed. Forhænget var indvævet med keruber og dets indgang skulle ikke løftes af nogen hånd for nogen. At løfte dette forhæng og nogen trængte ubudent ind i det allerhelligestes mysterium var døden. For ovenover nådesstolen og de nedbøjede, bedende engle dvælede Den Helliges herlighed, herlighed som intet menneske kunne se på og så leve. På denne årsdag, (285) der var udpeget til tjeneste i det allerhelligeste, gik ypperstepræsten skælvende ind til Guds nærhed, medens røgelsesskyer omtågede herligheden for hans øjne. Der var helt stille i templets sale. Ingen præst tjente ved alteret. Hære af tilbedere bøjede sig i tavs ærbødighed og sendte deres bønner for Guds barmhjertighed.
»Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.« 1.Kor.10,11.