Åndelige gaver bind 1 kapitel 10. 71.     Fra side 71 i den engelske udgave.tilbage

Kristi opstandelse

Tidligt om morgenen på den første dag i ugen, før det endnu blev lyst, kom hellige kvinder til graven med vellugtende salver for at salve Jesu legeme. De fandt, at den tunge sten var væltet bort fra indgangen til graven, og Jesu legeme var der ikke. De blev mismodige og frygtede for, at deres fjender havde fjernet legemet. Pludselig så de to engle i hvide klæder med strålende og skinnende ansigter. Disse himmelske væsener forstod kvindernes ærinde og meddelte dem straks, at Jesus ikke var der, at han var opstanden, men de kunne se stedet, hvor han havde ligget. De bød dem gå og meddele disciplene, at han ville gå forud for dem til Galilæa. Med frygt og stor glæde ilede kvinderne tilbage til de sørgende disciple og fortalte dem, hvad de havde set og hørt. Disciplene kunne ikke tro, at Kristus var opstanden, men sammen med kvinderne, der havde bragt dem meddelelsen, løb de hurtigt til graven. De fandt, at Jesus ikke var der; de så hans linklæder, men kunne ikke tro det glade budskab om, at han var oprejst fra de døde. De gik hjem, forundret over, hvad de havde set, og også over det, som kvinderne havde fortalt dem. Men Maria, som foretrak at opholde sig ved graven, tænkte på, hvad hun havde set, besværet af den tanke, at hun måske havde været udsat for et bedrag. Hun følte, at der ventede hende nye prøvelser. Hendes sorg meldte sig på ny, og hun brast i bitter gråd. Hun bøjede sig ned for atter at se ind i graven, og der så hun to engle i hvide klæder. Den ene sad, hvor Jesu hoved havde hvilet, den anden, hvor hans fødder havde ligget. De talte kærligt til hende og spurgte, hvorfor hun græd. Hun svarede: "De har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham."

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.