Rædsel greb den romerske vagt. Hvor var nu deres magt til at holde Jesu legeme? De tænkte ikke på deres pligt eller på, at disciplene kunne stjæle ham og føre ham bort. Da lyset fra englene skinnede omkring dem klarere end solen, faldt de romerske vægtere til jorden som døde. En af englene greb fat i den store sten, væltede den bort fra indgangen til graven og satte sig på den. Den anden gik ind i graven og løste tørklædet af Jesu hoved. Engelen fra himlen råbte nu med en høj røst, der fik jorden til at ryste: "Du Guds Søn, din Fader kalder dig! Kom herud!" Døden kunne ikke længere have herredømme over ham. Jesus opstod fra de døde som en sejrrig erobrer. I højtidelig ærefrygt betragtede engleskaren dette skue. Og da Jesus kom frem af graven, kastede disse skinnende engle sig til jorden for at tilbede og hilsede ham med jublende sejrssange, at døden ikke kunne holde ham fangen længere. Satan jublede ikke. Hans engle havde måttet flygte for det klare, gennemtrængende lys fra de himmelske engle, og de beklagede sig bittert til deres konge, fordi byttet med vold var blevet dem frataget, og fordi han, til hvem de nærede sådant had, var stået op fra de døde.