Saulus blev øjeblikkelig seende, stod op og blev døbt. Derpå lærte han i synagogerne, at Jesus i sandhed var Guds Søn. Alle, der hørte ham, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til ypperstepræsterne?" Men Saulus voksede i kraft og gendrev jøderne, som atter kom i forlegenhed. Alle kendte til, hvorledes Saulus havde stået Jesus imod, og hvorledes han i sin nidkærhed havde efterstræbt alle, som troede på hans navn, og overgivet dem til døden; og hans vidunderlige omvendelse overbeviste mange om, at Jesus var Guds Søn. I Helligåndens kraft fortalte Saulus om sin erfaring. Han havde forfulgt både mænd og kvinder til døden, bundet dem og sat dem i fængsel; men på vejen til Damaskus var han pludselig blevet omstrålet af et stærkt lys fra himlen, og Jesus åbenbarede sig for ham og lærte ham, at han var Guds Søn. Saulus øvede en mægtig indflydelse, idet han således med frimodighed forkyndte Jesus. Han besad kendskab til skriften, og efter hans omvendelse skinnede der et guddommeligt lys over profetierne om Jesus, og dette satte ham i stand til at fremholde sandheden klart og frimodigt og til at berigtige enhver forvanskning af skriften. Fordi Guds Ånd hvilede på ham, kunne han på en klar og eftertrykkelig måde føre sine tilhængere med sig gennem profetierne ned til tiden for Kristi første komme og vise dem, at de dele af skriften, der henviste til hans lidelse, død og opstandelse, var gået i opfyldelse.