Satan havde formået jøderne til at gøre oprør mod Gud ved at nægte at tage imod hans søn og ved at besudle deres hænder med hans dyrebare blod. Nu havde det intet at betyde, hvor kraftige beviser der blev fremlagt for, at Jesus var Guds Søn, verdens frelser; de havde dræbt ham og ville ikke godkende noget bevis til gunst for ham. Som tilfældet var med Satan efter hans fald, lå deres eneste håb og trøst i forsøget på at få overhånd over Guds Søn. De fortsatte derfor deres oprør ved at forfølge Kristi disciple og slå dem ihjel. Intet lød så skurrende i deres øren som navnet Jesus, hvem de havde korsfæstet, og de var bestemt på ikke at ville høre på noget bevis til støtte for ham. Ligesom tilfældet var, da Helligånden ved Stefanus fremholdt de mægtige beviser på, at Jesus var Guds Søn, stoppede de deres øren til for ikke at blive overbevist. Satan havde Jesu mordere i sin vold. Ved ugudelige gerninger havde de givet sig hen til at være hans villige undergivne, og gennem dem skulle han virke for at besvære og plage dem, der troede på Kristus. Han virkede gennem jøderne for at ophidse hedningerne mod Jesus og mod hans efterfølgere. Men Gud sendte sine engle til at styrke disciplene til deres gerning, for at disse kunne vidne om de ting, de havde set og hørt, og for til sidst ved deres standhaftighed at besegle deres vidnesbyrd med deres blod.