Jeg så, at Luther var ivrig og nidkær, frygtløs og uforfærdet, når han straffede synd og forfægtede sandheden. Han brød sig hverken om ugudelige mennesker eller djævle, for han vidste, at han havde en hos sig, der var mægtigere end de. Luther var i besiddelse af nidkærhed, Mod og uforfærdethed og stod undertiden i fare for at gå til yderligheder; men Gud oprejste Melanchthon, hvis karakter netop var det modsatte, for at han skulle stå Luther bi i udførelsen af reformationens værk. Melanchthon var frygtsom, bange og forsigtig og besad stor tålmodighed. Han var højt elsket af Gud. Han havde indgående kendskab til skriften og var i besiddelse af en ypperlig dømmekraft og visdom. Hans kærlighed til Guds sag var lige så stor som Luthers. Herren knyttede disse to mænds hjerter sammen; de var uadskillelige venner. Luther var til stor hjælp for Melanchthon, når denne stod i fare for at være bange og sen, medens Melanchthon til gengæld var en stor hjælp for Luther, når denne stod i fare for at gå for hurtigt. Melanchthons vidtskuende forsigtighed afværgede ofte vanskeligheder, som sagen ville være blevet udsat for, hvis arbejdet havde været overladt til Luther alene; og ofte ville virksomheden ikke være blevet drevet fremad, dersom den havde været overladt til Melanchthon. Jeg så Guds visdom komme til syne i valget af disse to mænd til at føre reformationens værk fremad.