Derefter holdt Satan råd med sine engle og overveje, hvad de havde opnået. Rigtignok havde de ved hjælp af frygt for døden kunnet afholde nogle bange sjæle fra at omfatte sandheden; men mange, selv af de mest frygtsomme, havde taget imod sandheden, hvorpå deres betænkeligheder og frygtagtighed øjeblikkelig forlod dem. Når disse blev vidne til deres brødres død og så deres fasthed og tålmodighed, vidste de, at Gud og engle hjalp dem til at udholde sådanne lidelser, og de blev modigt og uforfærdede. Og da det blev krævet, at de selv gav deres liv, fastholdt de troen med en tålmodighed og standhaftighed, der endog bragte deres mordere til at bæve. Satan og hans engle kom til det resultat, at der var en bedre måde at ødelægge sjæle på, en måde, der ville være sikrere i det lange løb. Selv om man lod de kristne lide, bevirkede deres standhaftighed og det lyse håb, der opmuntrede dem, at de svageste blev stærke og sat i stand til uanfægtet at bestige bålet og pinebænken. De efterlignede Kristi ædle holdning, da han stod over for sine mordere, og ved deres fasthed og den Guds herlighed, som hvilede over dem, overbeviste de mange andre om sandheden. Satan besluttede derfor at han måtte optræde under mildere former. Han havde allerede forvansket bibelens lærdomme, og traditioner, der skulle føre millioner til fordærvelse, slog dybe rødder. Han lagde bånd på sit had og besluttede ikke at anspore sine undersåtter til så bitter forfølgelse, men lede menigheden til at kæmpe om forskellige overleveringer i stedet for at stride for den tro, som een gang er blevet overgivet til de hellige. Efter som det lykkedes ham at formå menigheden til at tage imod begunstigelser og æresbevisninger fra verden under foregivende af, at den modtog fordele, begyndte den at gå glip af Guds velbehag. Idet den veg tilbage for at forkynde de tydelige sandheder, som udelukkede dem, der elskede vellyst og var verdens venner, mistede den lidt efter lidt sin kraft.